Klage 240 – Organisation for Professionshøjskolestuderende – Klage over afslag på driftstilskud
Til klager
13. marts 2026
Klage 240 – Organisation for Professionshøjskolestuderende – Klage over afslag på driftstilskud
Tipsungdomsnævnet har 6. marts 2026 behandlet Organisation for Professionshøjskolestuderendes klage over afslag på driftstilskud.
Tipsungdomsnævnet har besluttet at stadfæste Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af 11. december 2025.
Sagsfremstilling
Organisation for Professionshøjskolestuderendes (OPS) har ved ansøgning af 2. juni 2025 ansøgt om driftstilskud efter bekendtgørelse nr. 495 af 29. maj 2016 om ydelse af driftstilskud til landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer (tilskudsbekendtgørelsen).
Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har ved afgørelse af 11. december 2025 givet afslag på ansøgningen, idet DUF har vurderet, at OPS ikke lever op til samtlige kriterier i tilskudsbekendtgørelsens § 2 og den kollektive medlemsdefinition jf. § 12, som er krav for at modtage driftstilskud.
OPS har 15. december 2025 klaget over DUF’s afgørelse.
Klagers anbringender
OPS har anført, at der ikke har været nogen materiel forskel i medlemskredsen mellem 2024 og 2025 (hvor alle har betalt) og årene før, idet foreningen har haft de samme medlemmer, der har deltaget på samme vis i organisationens virke, stemt til generalforsamlinger, har betalt kontingent efter de almindelige regler osv.
Det eneste, der adskiller 2024 fra de øvrige år er, at der ved en teknisk fejl er faktureret en fejlbehæftet e-mailadresse. Foreningen antog, at administrationen af opkrævninger foregik sædvanligt. Kontingentopkrævningen var uproblematisk og uden unødigt ophold og indgik i det reviderede regnskab 2024 på helt ordinær vis; der har ikke været tvister eller tvivl – og OPS har været i dialog med DUF om sagen.
OPS har i øvrigt bemærket, at organisationen har likviditet og fleksibilitet nok til at klare sig igennem den aktuelle økonomiske situation, men at det for en lille organisation har enorm betydning ikke at modtage støtten på ca. 580.000 kr., som vil betyde, at OPS skal nedjustere sine aktiviteter markant. Dette står i skarp kontrast til, at der ikke materielt har været noget galt eller handlet i ond tro, men blot været én fejl i én e-mailadresse, hvilket OPS angiver, forekommer disproportionalt at lægge afgørende vægt på.
OPS anerkender, at henvisningen til ”det senest afsluttede regnskabsår” i tilskudsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 3, er sagens omdrejningspunkt, men indlæser ikke i den et helt ufravigeligt objektivt afgørelsesgrundlag. OPS fremhæver, at der så ad absurdum i så fald kunne forestille sig en sag, hvor alle har gjort alt rigtigt, alt fremstår korrekt hos alle, men fx en softwarefejl hos banken gør, at betaling kun fremstår som gennemført indtil det er for sent.
OPS anerkender, at der i dette tilfælde er sket en minimal teknisk fejl, der muligvis kunne være fundet, hvis man havde haft anledning til en dybere gennemgang af e-conomic, men OPS mener ikke, at den alene kan begrunde de voldsomme konsekvenser, som et afslag uvægerligt medfører.
I forlængelse heraf bemærker OPS, at bestemmelsens formål fremstår meget klar; det virker oplagt, at grundlaget ikke bare skal være veldokumenteret og materielt i overensstemmelse med reglerne, men også, at det pålægges organisationen at have orden i sagerne til tiden. At have ét eksempel på utjenligt forsøg på betaling, der uproblematisk er blevet korrigeret og medtaget af revisor i årsregnskabet, fremstår ikke som en hindring, så længe der straks rettes op på manglen.
OPS anfører også subsidiært, at en samlet læsning af hele § 12 må føre til en anden læsning af stk. 1, nr. 3, da det virker oplagt, at der ikke er tvivl om Studenterrådet VIA’s erklæring, og at det reviderede årsregnskab for 2024 alene klargør, at der er sket betaling, der i denne sammenhæng kun meningsfuldt kan henføres til 2024, den uheldige forsinkelse til trods.
På baggrund af ovenstående og i lyset af sagens særlige omstændigheder, herunder:
- besværede kommunikationsgange pga. skift i ledelsen,
- manglende notifikation om e-mail-fejl i e-conomics (eller anden form for meddelelse),
- ingen særlige bemærkninger fra revisor,
- at fejlen alene har været fejltast af én karakter og
- at ALT har fremstået som normalt både før under og efter.
anmoder OPS om, at ansøgningen om driftstilskud genovervejes.
DUFs anbringender
DUF bemærker, at der er meddelt afslag på OPS’ ansøgning om driftstilskud 2025, da organisationen ikke opfylder samtlige kriterier i tilskudsbekendtgørelsens § 2, som er en betingelse for at kunne tildeles driftstilskud, jf. § 2, stk. 1.
DUF har i afgørelsen lagt vægt på, at ét af organisationens kollektive medlemmer ikke opfylder § 12, stk. 1, nr. 3, idet medlemmets kontingent for 2024 ikke er betalt inden udgangen af regnskabsåret. I henhold til § 12, stk. 1, nr. 3, skal kontingentbetalingen være betalt inden for det senest afsluttede regnskabsår.
DUF har lagt vægt på, at kontingentbetalingen for 2024 først blev betalt af det kollektive medlem i 2025. Det er derfor DUFs vurdering, at det kollektive medlem ikke opfylder tilskudsbekendtgørelsens bestemmelse, jf. § 12, stk. 1, nr. 3, og derfor ikke kan medregnes om tilskudsberettiget.
Da det kollektive medlem ikke vurderes at være tilskudsberettiget, er det DUFs vurdering, at OPS ikke lever op til kriterieret om at have seks tilskudsberettigede kollektive medlemmer, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. I henhold til § 2, stk. 1, nr. 1 skal en landsorganisation have mindst seks tilskudsberettigede lokalforeninger, kollektive medlemmer eller lokalt baseret arbejde.
Det er DUFs vurdering, at kriterierne i § 2, og kravet om at en organisation skal opfylde samtlige bestemmelser i § 2 for at kunne tildeles driftstilskud, er en ufravigelig betingelse, og at § 2 ikke kan gradbøjes – uanset årsagen til den manglende kontingentbetaling. DUF har derfor meddelt OPS afslag på deres ansøgning om driftstilskud, da de ikke opfylder § 2, stk. 1, nr. 1, idet organisationen kun har fem tilskudsberettigede kollektive medlemmer, da ét medlem ikke har betalt kontingent inden afslutning af regnskabsåret 2024, jf. § 12, stk. 1, nr. 3.
Afgørelsen er derudover truffet i overensstemmelse med DUFs generelle praksis og præcedens vedrørende betaling af kontingent inden udgangen af det pågældende regnskabsår. DUF har ved spørgsmålet om proportionalitet lagt vægt på, at kriterierne i § 2 er en ufravigelig betingelse for tildeling af driftstilskud.
Retsgrundlag
Bekendtgørelse nr. 495 af 29. maj 2016 om ydelse af tilskud til landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer.
Bekendtgørelsens § 2 har følgende indhold:
”§ 2. For at kunne modtage driftstilskud i henhold til disse regler skal en landsorganisation opfylde samtlige følgende kriterier:
1) Have mindst seks lokalforeninger, kollektive medlemmer eller andet lokalt baseret arbejde, jf. §§ 11, 12 eller 15, heraf minimum én i hver af de fem danske regioner.
2) Have mindst 500 medlemmer eller deltagere under 30 år.
3) Organisationen skal have eksisteret minimum 12 måneder før ansøgningens indgivelse til DUF, og der skal være et afsluttet regnskabsår på minimum 12 måneder som baggrund for behandlingen af ansøgningen.
4) Det skal fremgå af vedtægter og aktiviteter, at der er tale om en ungdomsorganisation, og mere end halvdelen af de medlemmer, der har fulde medlemsrettigheder, skal være under 30 år.
5) Der skal være tale om en selvstændig organisation, dvs. politisk og økonomisk uafhængig af andre organisationer mv.
6) Der skal være en demokratisk foreningsmæssig opbygning og praksis, forstået ved:
a) Afgrænset medlems-/deltagerkreds.
b) Demokratisk struktur og praksis, som reelt og kontinuerligt sikrer medlemmernes/deltagernes demokratiske indflydelse på organisationens arbejde.
c) Almennyttigt formål.
d) At der ikke må ske udlodning af overskud eller formue til enkeltpersoner.
7) Organisationens aktiviteter skal være alderssvarende for medlemmerne.
8) Organisationen fremmer gennem et aktivt foreningsdemokrati medlemmerne og deltagernes demokratiforståelse og demokratiske engagement.
9) Medlemmerne og deltagerne opnår gennem deres aktive deltagelse i organisationens forpligtende fællesskaber en række kompetencer - som ansvarlighed, samarbejdsevner og ledelseserfaring - der udvikler dem personligt.
10) Organisationen har samfundsengagerende elementer i sin virksomhed.
Stk. 2. Organisationer, der modtager driftstilskud fra andre puljer af udlodningsmidler, kan ikke modtage driftstilskud i henhold til kapitel 2.
Stk. 3. Hvis to eller flere organisationer må anses for sammenfaldende, ydes der kun tilskud til en af disse. I vurderingen heraf indgår elementer som organisationens formål, målsætning, struktur, målgruppe og medlemsskare.”
Bekendtgørelsens § 12, har følgende ordlyd:
”§ 12. Som kollektive medlemmer defineres elevråd, studieråd eller lignende organer, der repræsenterer én skole, én uddannelsesinstitution, én gruppe af elever, studerende eller lignende, og som opfylder følgende kriterier:
1) Er demokratisk valgt, jf. organisationens vedtægter/en elevrådsbekendtgørelse eller lignende.
2) Optager ikke individer som medlemmer med demokratisk indflydelse.
3) Ved kontingentbetaling på minimum 400 kr. har erklæret deres medlemskab over for organisationen inden for det senest afsluttede regnskabsår.”
4) Har haft fulde medlemsrettigheder i landsorganisationen på tidspunktet for organisationens opgørelse af medlemstal i det senest afsluttede regnskabsår.
5) Har haft regelmæssige, lokalt iværksatte aktiviteter i overensstemmelse med landsorganisationens formål og vedtægter.
Stk. 2. Intet kollektivt medlem kan indgå i ansøgningsgrundlaget i mere end én tilskudsberettiget landsorganisation.
Bekendtgørelse nr. 1753 af 21. december 2006 om regnskabsaflæggelse for og revision af tilskud til støtte af ungdomsformål (revisionsbekendtgørelsen), fastsætter følgende i § 3:
”§ 3. Årsrapporten skal have følgende minimumsindhold:
1) Ledelsespåtegning og underskrifter af ledelsen (den økonomisk ansvarlige ledelse).
2) Revisionspåtegning, jf. § 14.
3) Ledelsesberetning med generelle oplysninger om organisationen og en kort redegørelse om anvendelsen af tilskuddene.
4) Oplysning om den anvendte regnskabspraksis. Foretages der ændringer i regnskabsprincipperne, skal regnskabet indeholde oplysning om begrundelse og virkning.
5) Resultatopgørelse.
6) Balance.
7) Til de enkelte regnskabsposter kan knyttes noter med supplerende oplysninger om regnskabsposterens indhold og specifikation.
8) Til regnskabsposten medlemskontingenter skal knyttes en note med oplysning om antal medlemmer ved regnskabsårets afslutning med angivelse af det samlede antal medlemmer, det samlede antal medlemmer under 30 år samt antal medlemmer henholdsvis i alt og under 30 år, der skal indgå i tilskudsgrundlaget i organisationens ansøgning til DUF om generelt driftstilskud eller rådighedstilskud.
9) Pengestrømsopgørelse.
Stk. 2. Modregning af indtægter og udgifter samt af aktiver og passiver må som hovedregel ikke foretages, men kan forekomme, hvis det medvirker til at øge regnskabets informationsværdi. Modregnede poster skal oplyses i noterne.
Stk. 3. Alle regnskabsbilag skal i overensstemmelse med bogføringsloven opbevares i 5 år fra udgangen af regnskabsåret og på begæring fremsendes til Dansk Ungdoms Fællesråd.
Revisionsbekendtgørelsen § 7 har følgende ordlyd:
§ 7. Revisor skal afgive en erklæring med høj grad af sikkerhed om de oplysninger, der danner grundlag for DUF’s behandling af ansøgning om tilskud.
Tipsungdomsnævnets afgørelse og begrundelse
Sagsfremstilling
Tipsungdomsnævnet anser det for ubestridt, at sagen vedrører tildeling af driftstilskud efter tilskudsbekendtgørelsens § 2.
Efter § 2, er det en betingelse for at en forening kan modtage driftstilskud, at landsorganisationen bl.a. har mindst seks kollektive medlemmer.
Sagen vedrører herefter, hvorvidt samtlige OPS’ seks kollektive medlemmer opfylder kravene til et kollektivt medlem, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 12, konkret om betingelsen fastsat i bestemmelsens nr. 3, er opfyldt. Efter denne bestemmelse er det et krav, at det kollektive medlem (i) ved kontingentbetaling på minimum 400 kr. har (ii) erklæret deres medlemskab over for organisationen (iii) inden for det senest afsluttede regnskabsår.
I den forliggende sag, har DUF lagt afgørende vægt på det forhold, at ét af de seks kollektive medlemmers kontingentbetalingen for 2024 først blev betalt i 2025. Det er derfor DUFs vurdering, at det kollektive medlem ikke opfylder tilskudsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 3, og derfor ikke kan medregnes ved afgørelsen af om OPS er tilskudsberettiget.
Begrundelse og afgørelse
Et flertal i Tipsungdomsnævnet finder i den forbindelse ikke grundlag for at tilsidesætte DUF’s vurdering, hvorefter OPS ikke opfylder samtlige kriterier i tilskudsbekendtgørelsens § 2, som er en betingelse for at kunne tildeles driftstilskud, jf. § 2, stk. 1.
Et mindretal i Tipsungdomsnævnet bemærker, at tilskudsbekendtgørelsens § 12, nr. 3, alene regulerer spørgsmål knyttet til, om en kontingentbetaling har fundet sted rettidigt i forbindelse med fastlæggelsen af bestemmelsens tredje kriterie. Det fastsættes i den forbindelse, at medlemskab skal bekræftes ”inden for det senest afsluttede regnskabsår”, men at det ikke er afgørende om betaling har fundet sted inden udgangen af regnskabsåret.
Det er på denne baggrund mindretallets vurdering, at antallet af medlemmer i OPS ved regnskabsårets afslutning, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 12, nr. 3, bør fastlægges på baggrund af oplysningerne i organisationens endelige årsrapport, jf. revisionsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 8.
Mindretallet bemærker i den forbindelse, at det følger af DUF’s revisionsbekendtgørelse § 3, stk. 1, nr. 8, at der til regnskabsposten medlemskontingenter skal knyttes en note med oplysning om antal medlemmer ved regnskabsårets afslutning. Derfor skal samtlige seks kollektive medlemmers kontingentbetalinger for 2024 skal anses for at have fundet sted inden for det senest afsluttede regnskabsår, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 12, nr. 3. Mindretallet tillægger det i den forbindelse vægt, at det er anført i noten til OPS’ årsrapport for 2024, jf. revisionsbekendtgørelse § 3, stk. 1, nr. 8, at samtlige seks aktive medlemsorganisationer har indbetalt minimum 400 kr. i kontingent for perioden 1. januar - 31. december 2024.
Mindretallet tillægger det desuden vægt, at kontingenter indgår som indtægter i årsrapporten efter faktureringsprincippet, og derfor skal indtægtsføres på det tidspunkt, hvor fakturering finder sted. Det lægges i den forbindelse til grund, at samtlige relevante kontingentbetalinger i den foreliggende sag blev faktureret i 2024.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Tipsungdomsnævnet stadfæster derfor DUFs afgørelse af 11. december 2025.
Tipsungdomsnævnets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Med venlig hilsen
på Tipsungdomsnævnets vegne
Bente Hagelund
Formand