Klage 230 - Klage over afslag på ansøgning om driftstilskud og international refusion

Til klager

27. november 2024

Klage 230 – Konservativ Ungdoms Landsorganisation – Klage over afslag på ansøgning om driftstilskud og international refusion – DT-A-2023-0744

Tipsungdomsnævnet har 25. november 2024 behandlet Konservativ Ungdoms Landsorganisations klage over afslag på ansøgning om driftstilskud og international refusion.

Tipsungdomsnævnet har besluttet at stadfæste Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af 27. juni 2024.

Sagsfremstilling

Konservativ Ungdoms Landsorganisation (klager) har ved ansøgning af 31. maj 2023 ansøgt om driftstilskud og ansøgning om international refusion.

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har ved afgørelse af 27. juni 2024 givet afslag på klagers ansøgning. 

Klager har 24. juli 2024 klaget over DUF’s afgørelse, idet klager har anført, at der foreligger mangelfuld sagsbehandling hos DUF, som har resulteret i en materielt forkert afgørelse. 

Klager har principielt påstået, at DUF’s afgørelse skal ændres, således at der ydes et tilskud som minimum svarer til den uomtvistede og ubestridte del af organisationen. Klager har subsidiært påstået, at DUF’s afgørelse skal hjemvises til fornyet behandling hos DUF ved anvendelse af de tilskudsregler, der er godkendt af Tipsungdomsnævnet.

DUF har påstået stadfæstelse af DUF’s afgørelse af 27. juni 2024.

Klagers anbringender

Klager er i sin klage af 24. juli 2024 og i supplerende indlæg af 5. september 2024 fremkommet med sine anbringender i forhold til klagen, herunder anført en række konkrete forhold, som belyser DUF’s mangelfulde sagsbehandling, hvilket ultimativt har resulteret i en materielt forkert afgørelse.  Klager har klaget over afgørelsen med henblik på, at få afgørelsens materielle indhold prøvet af et uafhængigt ankenævn, og derfor med udgangspunkt i al forudgående skriftveksling mv., hvorfor det er alle afgørelsens konklusioner, som er bestridt.

Klager fremhæver, at der i nærværende sag er en væsentlig overvægt af foreningens samlede virke, som ubestridt og uomtvistet er tilskudsudløsende lokalforeninger i overensstemmelse med tilskudsbekendtgørelsen. Konkret kan det af afgørelsen af 27. juni 2024, udledes, at PriceWaterhauseCoopers (PwC) har vurderet, at 20 ud af 35 lokalforeninger levede op til kravene i tilskudsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, og dermed som værende tilskudsudløsende lokalforeninger, og at det samlede medlemstal for klager er 1.975.

Det er derfor ubestridt og i øvrigt uomtvistet, at KU har 1.975 medlemmer og hele 20 tilskudsudløsende lokalforeninger, som tilsammen repræsenterer en klar overvægt af hele foreningen, hvorfor Afgørelsens proportionalitet og forholdsmæssighed findes svært begrundet og nærmere som værende af pønal karakter. Søren Højgaard Mørup, Jens Garde, m.fl., ”Forvaltningsret – Almindelige emner”, 2022, anfører således:

”[…] Herudover indeholder proportionalitetsprincippet et krav om forholdsmæssighed, hvorefter indgrebet kun må iværksættes, hvis det står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges.”

Klager bemærker ydermere, at det af tilskudsbekendtgørelsens § 39, stk. 2, og hjemlen for afgørelsen fremgår, at;

”Skønner DUF, at der er væsentlige mangler eller svagheder ved medlemsregistreringen, forvaltningen af tilskuddene, de administrative forretningsgange i den pågældende organisation, eller at der er afgivet urigtige oplysninger eller foretaget handlinger med henblik på omgåelse af reglerne, kan DUF give fuldstændigt afslag eller nedsætte organisationens tilskud, jf. § 7, stk. 2.” [klagers understregning]

Af DUF’s kommenterede tilskudsregler i forhold til § 7, stk. 2 fremgår:

”DUF gør kun dette i særlige tilfælde, hvor forholdene i en organisation taler for, at der ikke kan bevilges fuldt tilskud, men hvor det heller ikke kan konkluderes, at organisationen ikke er tilskudsberettiget. DUF er naturligvis også her underlagt kravet om god forvaltningsskik, herunder reglerne om partshøring, sagsoplysning, saglighed, begrundelsespligt, ligebehandling, proportionalitet mv.” [klagers understregning]

Klager anfører, at DUF ikke behandler tilskudsbekendtgørelsens § 39, stk. 2, og § 7, stk. 2, i afgørelsen og henviser til Søren Højgaard Mørup, Jens Garde, m.fl., som anfører:

”Den skønsmæssige afvejning er begrænset af et proportionalitetsprincip. Hvor forvaltningen har et valg mellem flere typer af indgreb til opnåelse af et ønskeligt resultat, følger det af princippet, at forvaltningen er forpligtet til at vælge det mindst indgribende, som er tilstrækkeligt til opnåelse af formålet, dvs. der ligger i proportionalitetsprincippet et krav om, at et indgreb af den påtænkte art er nødvendigt.”

Klager fremhæver derfor, at klager – som konkluderet af PwC i begge rapporter – har 1.975 medlemmer og 20 tilskudsudløsende lokalforeninger, hvorfor konklusionen må være, at klager er tilskudsberettiget og dermed tildeles et tilskud som minimum svarende til den uomtvistede og ubestridte del af organisationen. Der henvises også til afgørelsen i klagesag 201.

Afgørelsen om fuldt afslag i strid med proportionalitetsprincippet, herunder nødvendighedskriteriet, hvorefter forvaltningen er forpligtet til at vælge det mindst indgribende middel, samt lighedsgrundsætningen i relation til DUF’s egen praksis og de øvrige ansøgere. DUF mener ikke på trods af de særdeles sammenlignelige konkrete omstændigheder med klagesag 201, herunder selve den af DUF vurderede ”fejlmargin”, at sagerne er sammenlignelige.

Forskellen er ifølge DUF at der i klagesag 201 blev ”rettet ind” under kontrolsagen, hvorimod klager har været uenig i de rapporter (og grundlaget herfor) som DUF har lagt afgørende vægt på. Der findes ikke hjemmel i vedtægterne eller i forvaltningsretten for at man kan ”straffes”/få en så markant hårdere afgørelse/sanktion, fordi man er uenig med forvaltningsmyndigheden og ønsker at få prøvet sin sag. Dette strider imod retssikkerhedsmæssige principper, da klager straffes som resultat af, at klager ”ikke retter sig ind” i en situation, hvor der er faktuel og juridisk uenighed.

Afgørelsen bør allerede af den grund ændres, således at der ydes et tilskud som minimum svarer til den uomtvistede og ubestridte del af organisationen, subsidiært hjemvises til fornyet behandling.

Klager har herudover bemærket, at en række konkrete forhold i relation til bevisvægtningen ved DUF’s afgørelse skaber tvivl om afgørelsens saglighed og forenelighed med gældende ret.

På baggrund af klagers ansøgning anmodede DUF PwC om at gennemføre en kontrol af klagers ansøgningsgrundlag. Resultatet heraf fremgår i rapport af 6. december 2023, hvor PwC udtalte;

”at der ved kontrollen ikke var opdaget forhold som medførte, at KU ikke var tilskudsberettiget”, jf. DUF’s brev af 8. marts 2024.”

Klagers oplysninger, der ligger til grund for ansøgningen er også gennemgået af Beierholm Revision, som ligeledes har godkendt oplysningsgrundlaget. Ansøgningen er dermed godkendt og gennemgået af to omgange af hinanden uafhængige revisioner. PwC modtog herefter to anonyme henvendelser, hvorefter DUF anmodede PwC om at gennemføre en udvidet kontrol af klagers lokalforeninger. Resultatet heraf fremgår af rapporten af 14. februar 2024. DUF formulerede følgende i sin afgørelse:

”I denne rapport ændrede PwC nogle af sine konklusioner fremsat i rapporten af 6. december 2023 og konstaterede, at der for så vidt angår tre af KU’s lokalforeninger er indberettet forkerte informationer om aktiviteter på lokalforeningens vegne, og at 15 lokalforeninger ikke har haft regelmæssig aktivitet.” [klagers understregning]

Klager har noteret sig, at PwC i rapporten af 14. februar 2024 ikke behandler spørgsmålet om medlemstallet eller omkostningerne for hvilke, der er søgt om international refusion – som blev kontrolleret og godkendt – hvilket må forstås således, at disse ikke har givet anledning til yderligere undersøgelser ved den udvidede kontrol.

DUF har derved truffet afgørelse vedrørende lokalforeningernes aktivitetsniveau udelukkende på baggrund af PwC’s anden rapport, uagtet de to forudgående revisioner, hvor dokumentationen ikke har givet anledning til yderligere undersøgelser, ligesom DUF i henhold til spørgsmålet om international refusion og medlemstallet ikke benytter de netop udarbejdede konklusioner tilvejebragt af PwC.

Det er klagers standpunkt, at DUF har ændret bevisvægtning af konkrete oplysningers bevisværdi. DUF henviser i afgørelsen under punktet om opgørelsen af medlemstallet til de tre stikprøver foretaget i forbindelse med PwC’s rapport af 6. december 2023. DUF konkluderer i afgørelsen, at:

”Størrelsen på de procentuelle afvigelser skaber begrundet tvivl om, hvorvidt de i KU’s ansøgning af 31. maj 2023 angivne oplysninger er korrekte og dokumenterbare, jf. § 39.”

Der er ikke foretaget yderligere undersøgelser heraf. DUF baserer dermed sin afgørelse på oplysninger, som blev indhentet og konkret behandlet under PwC’s første rapport. Det blev konkluderet, at der ikke var opdaget forhold som bevirkede, at klager ikke var tilskudsberettiget.

Klager finder, at DUF’s konklusion dermed er i strid med PwC’s konklusion i den første rapport, hvorfor baggrunden for den ændrede vurdering af det statistiske materiale burde begrundes konkret, særligt henset til, at der ikke blev foretaget yderligere undersøgelser heraf under den udvidede kontrol. Afgørelsen er ubegrundet og fremstår vilkårlig, dersom konklusioner udledt af statistiske forhold uden yderligere undersøgelser eller dokumentation kan tillægges en markant anden bevisværdi, hvilket også skaber en begrundet tvivl om PwC’s konklusioner.

Klager anfører, at samme problematik gør sig gældende i forhold til vurderingen af klagers opgørelse over udgifter, som der er søgt international refusion for. Spørgsmålet om international refusion er ikke behandlet i PwC’s anden rapport. DUF anfører i afgørelsen;

”DUF har i forbindelse med sagsbehandlingen konstateret, at der i KU’s opgørelse over international refusion, indgår en række studieture/valgture, hvor kulturmødet umiddelbart ikke har været gennemgående og dominerende, jf. § 26, stk. 1.” [klagers understregning]

PwC udtaler i den første rapport konkret om international refusion;

”KU har søgt refusion for i alt DKK 552.856 til afholdte internationale udgifter. Vi har kontrolleret at omkostningerne er i overensstemmelse med kravene i tilskudsbekendtgørelsen. Dette har indeholdt en vurdering af om omkostningerne er afholdt i forbindelse med aktiviteter, hvor:

- kulturmødet mellem forskellige nationaliteter er dominerende,

- aktiviteten er indenfor KU’s formål,

- deltagelsen er sket på foranledning af KU

- udgiften er afholdt af KU.” [klagers understregning]

og PwC konkluderer, at;

”De samlede omkostninger der kan søges refusion til i henhold til Tilskudsbekendtgørelsen udgør DKK 528.287,42. Gennemgangen har ikke givet anledning til yderligere bemærkninger.”

Klager noterer, at PwC konkret anfører, at PwC har kontrolleret omkostningerne, og hvorvidt disse er i overensstemmelse med kravene i tilskudsbekendtgørelsen, herunder om omkostningerne er afholdt i forbindelse med aktiviteter, hvor kulturmødet mellem forskellige nationaliteter er dominerende.

DUF’s konstatering af, at kulturmødet umiddelbart ikke har været gennemgående og dominerende, er dermed ligeledes ubegrundet og usagligt, eftersom dokumentationen og oplysningsgrundlaget ikke har ændret sig – og ved PwC’s kontrol netop vurderet til at være i overensstemmelse med tilskudsbekendtgørelsen. Dette støttes yderligere af, at omkostningerne undergik en kontrol og herefter en vurdering ved PwC’s første rapport, og ikke en stikprøve eller lignende.

Klager finder dermed, at DUF baserer sin afgørelse på vurderinger, som er i strid med de foretagne kontroller, og på forhold som tilmed ikke er behandlet i PwC’s anden rapport. Dette ubegrundede skift i bevisvægtningen kan alene ses som værende et resultat af de anonyme henvendelser modtaget af PwC, som klager uberettiget har fået afslag på at få indsigt i, og som dermed ikke kan indgå i grundlaget for afgørelsen.

Om de anonyme henvendelser bemærker klager, at i forhold til brugen af sådanne er det klare udgangspunkt i den relevante litteratur og praksis, at anonyme henvendelser ikke kan indgå i grundlaget for en bebyrdende afgørelse. Klager henviser til klagers høringssvar af 26. april 2024 og har også fremhævet, at ombudsmanden i FOB2003.552 udtalte:

”Jeg mener ikke at argumentet om at der uden anonymitet ikke kunne forventes ærlige - eventuelt kritiske - svar, kan tillægges vægt. Jeg har lagt vægt på at myndigheden, når

oplysningerne hidrører fra en navngiven person, har mulighed for at kontrollere disse - denne mulighed har myndigheden ikke når der er tale om anonyme oplysninger. Dertil kommer at når myndigheden er afskåret fra at kontrollere holdbarheden af en oplysning, vil den ansatte normalt også være afskåret fra at udtale sig herom i forbindelse med aktindsigt og partshøring. Jeg bemærker i denne forbindelse at en generel frygt for repressalier, herunder f.eks. karakterrepressalier, normalt ikke kan begrunde at klageres og anmelderes navne, herunder elevers navne, undtages fra aktindsigt og partshøring." [klagers understregning]

og videre udtalte:

”Jeg har lagt vægt på det ovenfor anførte om at myndigheden ikke har mulighed for at kontrollere pålideligheden og dermed holdbarheden og rigtigheden af anonyme oplysninger. Dertil kommer at parten som nævnt i en sådan situation normalt også vil være afskåret fra at udtale sig om de pågældende oplysninger. Med andre ord umulig- eller vanskeliggøres partens mulighed for via aktindsigts- og partshøringsreglerne at varetage sine interesser i sagen - og derved muligheden for at medvirke til at sikre det bedst mulige oplysningsgrundlag at træffe afgørelse på - i det omfang aktindsigten og partshøringen angår anonyme oplysninger. (A) kunne således umuligt eller kun vanskeligt varetage sine interesser under sagen uden at kende navnene på de personer der havde udtalt sig om hendes undervisning. Det kan ikke udelukkes at dette har bevirket/haft betydning for at (A) ikke havde konkrete bemærkninger til de oplysninger der var indeholdt i evalueringsskemaerne." [klagers understregning]

Der er af klager fremhævet, at afslaget på klagers indsigt heri medfører, at oplysningerne ikke kan indgå i grundlaget for DUF’s afgørelse, hvorfor de ændrede konklusioner skal kunne begrundes i sagens faktiske omstændigheder. Afgørelsen er truffet på baggrund af et for klager uoplyst grundlag, hvilket stedse indebærer, at klager er frataget muligheden for at varetage egne interesser og dermed bidrage til at sikre sagens oplysningsgrundlag. Der bemærkes også, at det ved aktindsigtsanmodningen kunne konstateres, at end ikke DUF havde adgang til de anonyme henvendelser, og derfor ikke har kunne efterprøve sandheden heraf.

Efter at have gennemgået DUF’s bemærkninger til klagen, har klager noteret sig, at DUF nu anerkender det problematiske ved brugen af de anonyme henvendelser, men fortsat understreger, at der ikke er lagt væk herpå i afgørelsen. Der er dog lagt vægt på de undersøgelser, som er afledt og præget af de anonyme henvendelser, hvilket klager gentagne gange har adresseret. Det fremstår tvivlsomt, at disse henvendelser ingen betydning skulle have haft, også da PwC har inddraget oplysningerne i deres samlede konklusioner. Oplysningerne har derfor efter klagers opfattelse haft en væsentlig betydning for DUF’s vurdering. Særligt henset til, at DUF vælger at skærpe vurderingen i relation til PwC’s konklusioner.

Det bemærkes samtidig, at DUF i sine bemærkninger ikke adresserer problematikken om de medlemmer, der anonymt har besvaret PwC's spørgeundersøgelse om medlemskab i klager som afkræftende. Dette er på trods af, at klager har bestridt, at væsentlige oplysninger uden efterprøvelse, såsom identiteten på de medlemmer, som ifølge PwC har afkræftet deres medlemskab i 2022, kan lægges til grund i en afgørelse. Klager har noteret sig, at DUF fastholder, at de anonyme afkræftende svar kan indgå i en afgørelse, herunder at DUF uberettiget indledningsvist i sine bemærkninger til klagen lægger til grund, at fratrækket er ubestridt. Det er særdeles ubetryggende, at DUF selv vurderer, at de anonyme henvendelser ikke kan indgå i en afgørelse, mens de samtidig vurderer, at de anonyme afkræftende svar godt kan. Dette er til trods for, at det må lægges til grund, at vurderingen må være den samme. DUF har i hvert fald ikke oplyst, hvorfor vurderingen skulle være forskellig.

Klager finder også, at DUF’s begrundelse for afgørelsen og DUF’s forvaltningspraksis er præget af inkonsistens. Det fremgår af afgørelsen i relation til lokalforeningernes aktivitet, at det er DUF’s vurdering at lokalforeningernes aktivitet ikke er dokumenterbar. Det er denne dokumentation som forinden er undergået to revisioner, uden at aktiviteternes dokumenterbarhed har været anfægtet.

Klager angiver, at DUF i sin afgørelse har anført, at klager i 48 tilfælde har undladt at indsende dokumentation for de aktiviteter, som af DUF ikke vurderedes tilskudsudløsende, og som resulterede i, at 15 lokalforeninger ikke levede op til kravene i tilskudsbekendtgørelsen. Dette er ikke faktuelt forkert, men beror på en væsentlig fejlslutning fra DUF, idet klager i sine bemærkninger af 5. juni 2024 behandlede, hvorvidt aktiviteterne konkret har været tilskudsudløsende.

Det er derfor, at klager ikke fundet det nødvendigt at indsende yderligere dokumentation, ligesom DUF konkret ikke har anmodet herom. Dokumentationen kunne have været indhentet hos PwC, som har anmodet om og modtaget dette. DUF har reelt ikke indhentet den af PwC indsamlede dokumentation, hvilket i sig selv findes betænkeligt. PwC har i øvrigt ikke under sin kontrol adresseret forhold, hvor dokumentationen ikke har været tilstrækkelig, hvorfor dette i afgørelsen reelt udgør et nyt forhold, som klager ikke har haft mulighed for at forholde sig til.

Det bemærkes yderligere, at det ved sagens start var aktiviteternes karakter, som var omdrejningspunktet for bedømmelsen, altså hvorvidt de anførte aktiviteter var af social karakter eller i overensstemmelse med kravene i tilskudsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 5.

Det er klagers opfattelse, at DUF’s afgørelse må forstås således, at de to forudgående revisioner betragtes som værende uden bevismæssig værdi i relation til dokumenterbarheden. Dette konkluderet uden yderligere begrundelse herfor, alt imens de tre anonyme henvendelser uprøvet lægges til grund, uagtet Ombudsmandens klare praksis herom. Dokumentations- og beviskravene i sagen er dermed underlagt væsentligt differentierende krav, og belyser en særdeles inkonsistens forvaltningspraksis udøvet af DUF. Dette understøttes også af, at det af PwC’s anden rapport fremgår at;

”Vi er desuden blevet gjort opmærksomme på et tilfælde, hvor Landssekretæren har ringet ud og bedt lokalforeningen om at godkende aktiviteter overfor os, som ikke har været afholdt.”

Klager finder, at dette ukritisk lægges til grund i PwC’s vurdering;

”Dette drager således tvivl om rigtigheden af øvrigt materiale og oplysninger modtaget fra landsorganisationen.”

Dette fører for klager til, at PwC baserer sin vurdering på baggrund af uprøvede postulater, som lægges til grund i afgørelsen. Til sammenligning forkastes de to forudgående revisioner foretaget af statsautoriserede revisionshuse uden videre. Dette må føre til, at den bevismæssige værdi af PwC’s anden rapport er særdeles tvivlsom. Rapportens betydning for afgørelsen særdeles væsentlige konklusioner er ikke baseret på sagens – i øvrigt uændrede – faktiske forhold, men på udokumenterede postulater og anonyme henvendelser. Postulater som yderligere end ikke er forelagt klager, som dermed er frataget muligheden for at tilbagevise disse forhold.

Klager mener at kunne påvise fejl ved PwC’s anden rapport. DUF har under hele forløbet opfordret og senere henvist til, at klager ikke har peget på forhold, som skaber begrundet tvivl om PwC’s faktuelle konklusioner, senest i afgørelsen. Dette er ikke korrekt.

Klager har peget på flere forhold, som burde skabe begrundet tvivl om PwC’s konklusioner. Først og fremmest rent faktuelle fejl i relation til medlemsopgørelsen, hvor PwC i sine beregning tog højde for otte dubletter, hvilket klager retteligt i høringssvaret af 5. juni 2024 gjorde opmærksom på var ni dubletter. Endvidere henviser klager til de tidligere anførte konkrete forhold, og klagers gentagne indsigelser mod brugen af anonyme henvendelser. Forhold som i sig selv burde have medført en begrundet tvivl om PwC’s faktuelle konklusioner. Det er derfor fordrejet, når DUF i afgørelsen gør gældende, at klager ikke har peget på forhold, som skaber en begrundet tvivl om PwC’s faktuelle konklusioner.

Klager har anført, at det følger af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles indenfor rimelig tid og ikke må trække unødigt ud. Klager ansøgte ved ansøgning af 31. maj 2023 om bevilling af driftstilskud og international refusion og modtog afgørelsen med afslag på ansøgningen 27. juni 2024, altså over et år efter ansøgningen. Sagsbehandlingen har dermed strakt sig over hele perioden i hvilken tilskuddet forventeligt ville være anvendt, og strakt sig ind i den ”nye” ansøgningsperiode, hvilket må være en urimelig forhaling af sagsbehandlingen og i strid med god forvaltningsskik.

Foreninger som klager er afhængige af driftstilskuddet, hvorfor det er særdeles indgribende at tilbageholde betalingen heraf, særligt henset til, at størstedelen af det ansøgte er uomtvistet og ubestridt tilskudsberettiget. Klager har følgelig måtte finansiere den daglige drift på anden vis, hvilket har medført betydelige omkostninger. En forening kan naturligvis have en (berettiget) forventning om at modtage driftstilskud, eftersom driftstilskuddet er noget en forening – såfremt kravene og betingelserne herfor er opfyldt – er berettiget til og dermed tildeles, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Klager er bevist om, at en forening først opnår tilskuddet ved godkendelse af ansøgningen, men en forening vil, i særdeleshed efter en årelang drift, have en berettiget forventning hertil og have en berettiget forventning om samme behandling som alle andre ansøgere modtager både processuelt og tidsmæssigt, under forudsætning af at kravene herfor er opfyldt. Dette forholder sig ikke anderledes end ved alle andre tilskud og ydelser som borgere, virksomheder og foreninger under en række forudsætninger er berettiget til og dermed indretter sig samt budgetterer på baggrund af.

Klager har også anført, at foreningerne ikke drifter og tjener penge på samme måde som en virksomhed, hvilket også er en af de væsentligste grunde til at yde driftstilskud til børne- og ungdomsforeninger, at man netop anerkender og ønsker at fremme og muliggøre disse initiativer baseret på frivillighed, men som derfor også naturligt bevirker, at foreningerne forsøger at indrette sig således, at de kan modtage tilskud og støtte til forfølgelsen af dette formål.

Alt i alt finder klager, at som følge af (a) at der foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, som har resulteret i en ubegrundet og usaglig bevisvægtning i strid med god forvaltningsskik, (b) at afgørelsens materielle indhold er i strid med proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet, hvorefter forvaltningen er forpligtet til at vælge den mindst indgribende foranstaltning, og (c) ligebehandlingsprincippet og DUF’s egen hidtidige forvaltningspraksis, bør afgørelsen ændres.

I forhold til DUF’s bemærkninger under klagesagen har klager anført, at DUF’s bemærkninger fremstår i det væsentligste som værende et partsindlæg, der lægger op til en længere skriftveksling, som mest af alt minder om processen ved domstolene. DUF har givet sine bemærkninger til klagen filnavnet: "TIPS klagereplik" [klagers understregning], hvilket tyder på, at DUF muligvis selv opfatter sine kommentarer som et processuelt partsindlæg. Nævnets behandling er en del af systemet for administrativ rekurs, hvis vigtigste og traditionelle formål er at sikre retssikkerheden ved partens mulighed for at få en sag prøvet ved to instanser, og ikke uvæsentligt gennem en mindre omkostningstung proces.

Klager finder, at DUF fremkommer med en række bemærkninger, som gør det særdeles vanskeligt at gennemføre denne proces efter formålet, og som henset til officialprincippet og almene betragtninger vedrørende administrativ rekurs fremstår en kende uforståelige, hvilket både gælder i forhold til medlemmer, der ikke lever op til tilskudsbekendtgørelsens krav og i relation til udgifterne til hvilke der er ansøgt om international refusion.

Klager understreger, at der først og fremmest ingen form- eller indholdskrav er til selve klagen – ligesom det i øvrigt må bero et bevidst fejlræsonnement fra DUF såfremt det – ud fra sagens forudgående skriftveksling og klagens indhold i øvrigt – ikke kan udledes, at klagen omhandler afgørelsens resultat i sin helhed. DUF burde være bekendt med, at klager bestrider DUF’s udokumenterede vurderinger i afgørelsen i sin helhed.

Klager finder ikke, at det er klagers opgave at søge sagen oplyst, hvorfor det må være forvaltningsmyndighedens ansvar at dette afklares. Klager har tiltro til, at Tipsungdomsnævnet varetager sin opgave. Hertil kommer, at klager i øvrigt har bestridt DUF’s argumenter flere gange, bl.a. ved høringssvaret af 26. april 2024, og det er derfor naturligt at bestride i relation til klagen til nævnet.

Klager har 21. august 2024 anmodet om aktindsigt i ethvert dokument mm. vedrørende DUF’s kontakt med Tipsungdomsnævnet i forbindelse med afgørelsen. Af de fremsendte akter fremgår af referatet fra Tipsungdomsnævnsmødet 14. august 2024, at:

”Formanden meddelte indledningsvis, at Konservativ Ungdom havde klaget over DUFs afgørelse om afslag på driftstilskud, og at denne klage var i forberedelse hos nævnets sekretariat, jf. også pkt. 9 nedenfor. Nævnet ønskede således ikke orientering om begrundelsen for afgørelsen. Stella Mari Christiansen gav en overordnet orientering om undersøgelserne om Konservativ Ungdom, herunder om de forskellige spor for udarbejdelsen af to rapporter. Nævnet tog orienteringen til efterretning.” [klagers understregning]

Klager konstaterer derefter, at Tipsungdomsnævnet ikke ønskede orientering om begrundelsen for afgørelsen. Det kan dog også konstateres, at DUF uagtet tilkendegivelsen fra Tipsungdomsnævnet orienterede om undersøgelserne. Dette er særdeles problematisk og ej betryggende, eftersom disse undersøgelser og vægtningen heraf er sagens kerne, og såfremt der måtte være påkrævet yderligere forklaringer/begrundelser herfor være anført i afgørelsens begrundelse, subsidiært at denne supplerende sagsfremstilling var fremført under klagers tilstedeværelse.

DUF’s anbringender

DUF har i sine bemærkninger af 16. august 2024 anført, at DUF ikke på baggrund af klagen finder anledning til at ændre sin afgørelse af 27. juni 2024 eller til at genbehandle sagen.

DUF hæfter sig ved, at klager i sin klage ikke bestrider DUFs konklusion om, at en række af de på ansøgningen anførte medlemmer ikke lever op til tilskudsbekendtgørelsens § 10, hvorefter medlemstallet i tilskudsbekendtgørelsens forstand udgør 1.975, samt DUFs konklusion om at 15 lokalforeninger ikke lever op til tilskudsbekendtgørelsens § 11, hvorefter lokalforeningstallet i tilskudsbekendtgørelsens forstand udgør 20. Det samme gør sig gældende for spørgsmålet om international refusion, idet klager i sin klage ikke bestrider DUFs konklusion om, at der for så vidt angår fire internationale ture, ikke har været et gennemgående og dominerende kulturmøde, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 26.

Klagen omhandler således, at DUF skulle have handlet i strid med proportionalitetsprincippet og burde have nået frem til at tildele klager driftstilskud på baggrund af 1.975 medlemmer og 20 lokalforeninger. Det fremgår umiddelbart ikke af klagen, hvordan klager mener at afgørelsen vedrørende international refusion burde have set ud.

DUF bemærker, at i forhold til proportionalitetsprincippet er det korrekt forstået, at udgangspunktet når et medlem eller en lokalforening ikke lever op til tilskudsbekendtgørelsen, er at denne trækkes fra landsorganisationens tilskudsgrundlag, hvorefter der gives tilskud for de resterende medlemmer/lokalforeninger. Dette udgangspunkt gælder dog kun i tilfælde, hvor landsorganisationen i øvrigt lever op til tilskudsbekendtgørelsen.

Hvis en landsorganisation i øvrigt ikke lever op til tilskudsbekendtgørelsen, vil konsekvensen afhænge af situationen, da der enten skal/kan gives et afslag til organisationen, eller dennes tilskud skal/kan nedsættes. I nogle tilfælde er begge dele en mulig konsekvens og i andre tilfælde, er den eneste mulige konsekvens at give afslag. Tilskudsbekendtgørelsens § 39, stk. 2 indeholder en mulighed for enten at give afslag eller at nedsætte en organisations tilskud efter § 7, stk. 2, såfremt DUF skønner “(…) at der er væsentlige mangler eller svagheder ved medlemsregistreringen, forvaltningen af tilskuddene, de administrative forretningsgange i den pågældende organisation eller at der er afgivet urigtige oplysninger eller foretaget handlinger med henblik på omgåelse af reglerne (…)”, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 39, stk. 2.

DUF bemærker, at DUFs konklusion i afgørelsen lyder at

”Omfanget og karakteren af de konstaterede uoverensstemmelser imellem ansøgningen og de resultater, som er fremkommet i forbindelse med den eksterne kontrol og tillige sagsbehandlingen hos DUF om hhv. medlemmer, lokalforeninger og international refusion, og som i vidt omfang er bekræftet i forbindelse med høringerne af 8. marts 2024 og 22. maj 2024, betyder, at DUF ikke anser de oplysninger, som er afgivet i ansøgningen af 31. maj 2023 , for korrekte og dokumenterbare, samt at DUF vurderer, at der ikke er foretaget en fuldt betryggende registrering af de tilskudsudløsende faktorer, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 3 og § 39.”

DUF finder, at i tilfælde som det foreliggende, hvor vurderingen er, at en landsorganisation ikke lever op til § 3 og § 39, herunder § 39, stk. 1, giver tilskudsbekendtgørelsen hverken mulighed for at give tilskud for de medlemmer og lokalforeninger, der isoleret set lever op til tilskudsbekendtgørelsen og/eller mulighed for at nedsætte organisationens tilskud efter § 7, stk. 2, idet det er en betingelse og forudsætning for at modtage driftstilskud, at oplysningerne i ansøgningen er korrekte og dokumenterbare, jf. § 39, stk. 1, og at der er foretaget en fuldt betryggende registrering, jf. § 3. Når klager har anført, at DUF ikke har valgt det mindst indgribende middel, er det derfor ikke korrekt forstået, da der ikke foreligger andre muligheder i den konkrete situation.

Klager har henvist til klagesag 201, hvor DUF nedsatte en organisations tilskud med 10 %. DUF finder ikke, at afgørelsen i sag af 15. maj 2014, klage 201, kan sammenlignes med nærværende afgørelse om KU’s afslag på driftstilskud. DUF bemærker, at der er tale om en afgørelse i en sag, der handlede om en organisation, der havde været udtaget til ekstern kontrol, og som i den forbindelse selv konstaterede, at 453 medlemmer og 10 lokalforeninger ikke kunne indgå i tilskudsgrundlaget. Som følge heraf foretog DUF ikke en selvstændig vurdering af medlemmerne og lokalforeningerne. Afgørelsen om et generelt fratræk i organisationens tilskud på 10 % skete med henvisning til den daværende tilskudsbekendtgørelses § 16. Begrundelsen for at lave et fratræk var, at de interne procedurer til at sikre, at lokalforeninger levede op til kravene i bekendtgørelsen, samt den løbende egenkontrol, blev vurderet mangelfuld. Der er således tale om en helt anden situation end afgørelsen vedrørende klager.

Det er således DUFs vurdering at proportionalitetsprincippet er overholdt i forbindelse med DUFs sagsbehandling, herunder at DUF har foretaget en konkret vurdering af klagers ansøgning og fulgt DUFs tidligere praksis. Det bemærkes, at DUF ikke tidligere har truffet afgørelse om så store afvigelser i henholdsvis oplysningerne i ansøgningen og de oplysninger, der burde have stået på ansøgningen. Hvis klager ikke havde været udtaget til ekstern kontrol, var store dele formentlig aldrig blevet opdaget, og klager ville have fået et uberettiget tilskud af en ikke uvæsentlig størrelse.

I forhold til anonyme henvendelser har DUF noteret sig, at afgørende dele af klagers klage går på, at DUF skulle have lagt vægt på anonyme henvendelser i afgørelsen. DUF bemærker, at der ikke i afgørelsen er lagt vægt på indholdet af de tre henvendelser, som PwC modtog forud for og i forbindelse med PwC’s udvidede kontrol af 14. februar 2024. DUF er opmærksom på det problematiske, der kan være i at lægge vægt på oplysninger, hvor hverken DUF eller klager kender til identiteten bag oplysningerne, og har bl.a. på denne baggrund ikke lagt vægt herpå. DUF stiller sig undrende overfor disse bemærkninger og ser med meget stor alvor på klagers antydning af, at DUF skulle have lagt vægt på forhold, som ikke nævnes i afgørelsen.

DUF har noteret, at klagers bemærkninger om sagsbehandlingsfejl går på, at DUF skulle have lavet skift i bevisvægtningen og at begrundelsen og DUFs forvaltningspraksis er inkonsistent. DUF stiller sig undrende overfor disse bemærkninger og ser med stor alvor på klagers opfattelse af DUFs sagsbehandling, som langt fra er genkendelig.

For så vidt angår klagers lokalforeninger, konkluderede PwC i rapport af 6. december 2023, at fem lokalforeninger skulle fratrækkes klagers tilskudsgrundlag. PwC foretog herefter en udvidet kontrol af klagers lokalforeninger, idet PwC havde fået to henvendelser, som gav anledning til at kigge nærmere på lokalforeningernes aktiviteter. Den udvidede kontrol medførte bl.a., at PwC var i direkte kontakt med lokalforeningsformændene og fik fremsendt aktivitetslister og den underliggende dokumentation for aktiviteterne i klagers medlemssystem.

Resultaterne af den udvidede kontrol fremgår af rapport af 14. februar 2024. Heri konkluderede PwC, at 15 lokalforeninger ikke levede op til tilskudsbekendtgørelsens regler om regelmæssig aktivitet, jf. § 11, stk. 1, nr. 5. De tre henvendelser, som PwC havde modtaget, indgik også i PwC’s samlede konklusion, idet PwC på denne baggrund vurderede, at de i forbindelse med den ordinære eksterne kontrol, som førte til rapporten af 6. december 2023, havde fået udleveret materiale, som ikke var korrekt og dokumenterbart, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 39. Det var derfor PwC’s vurdering, at klager på denne baggrund ikke var tilskudsberettiget.

I forbindelse med DUFs sagsbehandling, efter den udvidede kontrol af 14. februar 2024 var færdig, har DUF konstateret, at det kan være problematisk at lægge vægt på oplysninger, hvor henvendelserne har været anonyme for DUF og klager. DUF har således ikke inddraget disse oplysninger i afgørelsen. DUF har vurderet de 15 lokalforeninger og deres aktiviteter, samt efterfølgende vurderet hvilken betydning det har, at klager har anført 15 lokalforeninger på deres ansøgning om driftstilskud, som DUF vurderer, ikke lever op til tilskudsbekendtgørelsen.

I den sammenhæng har DUF lagt vægt på oplysningerne om de 15 lokalforeningers aktiviteter i den udvidede kontrol, aktivitetslisterne samt på klagers bemærkninger og dokumentation, fremsendt til DUF i forbindelse med høringssvarene af 26. april 2024 og 5. juni 2024. DUF har således ikke lagt vægt på den del af rapporten af 6. december 2023 der omhandler klagers lokalforeninger, idet PwC i rapporten af 14. februar 2024 anfører:

”(..) Denne rapport modificerer derfor konklusionen vedrørende antal tilskudsberettigede lokalforeningerne og konklusionen erstatter resultatet vedrørende lokalforeningernes overholdelse af kravene for lokalforeningsdefinitionen i rapporten af den 6. december 2023 (..).”

Det er en fejlslutning, når klager anfører, at DUFs begrundelse for at de 15 lokalforeninger ikke har haft regelmæssig aktivitet er, at klager i 48 tilfælde ikke har indsendt dokumentation for de aktiviteter, som ikke vurderes som tilskudsudløsende.

I forbindelse med høringerne tydeliggjorde DUF overfor klager, at de havde mulighed for at underbygge, hvorfor de fratrukne aktiviteter efter klagers opfattelse burde betragtes som tilskudsudløsende, og bemærkede, at klagers eventuelle supplerende bemærkninger burde kunne dokumenteres. I forlængelse heraf sendte klager dokumentation for en række aktiviteter.

I de tilfælde, hvor klager ikke har indsendt dokumentation, har DUF vurderet aktiviteterne ud fra PwC’s konklusioner, aktivitetslisterne og klagers øvrige bemærkninger. De 48 aktiviteter er således ikke fratrukket fordi klager ikke har indsendt dokumentation til DUF, men fordi DUF ud fra PwC’s rapport af 14. februar 2024, aktivitetslisterne og klagers eventuelle bemærkninger har vurderet, at de ikke er tilskudsudløsende. Det har desuden heller ikke haft selvstændig betydning for vurderingen af § 39, at klager ikke har indsendt dokumentation til DUF.

DUF har fremhævet et eksempel i klagers lokalforening Vallensbæk, der illustrerer hvilken betydning det har haft, at klager ikke har indsendt dokumentation. På aktivitetslisten fremgår en aktivitet der af klager/klagers lokalforening selv er navngivet ”sommer snak og øl indkøb referat 21. august 2022 Der blev købt øl, hygget og snakket. Øl blev købt til beer pong turnering”. Det fremgår af PwC’s opgørelse over hvilke aktiviteter, som de har talt med og hvilke de ikke har talt med, at denne ikke er medtaget, idet den anses som en social aktivitet og derfor ikke er i overensstemmelse med landsorganisationens formål og vedtægter, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 5.

DUF er enige i PwC’s vurdering fordi overskriften på arrangementet tydeligt fremstår som et socialt arrangement og fordi PwC har gennemgået dokumentationen i klagers medlemssystem. DUF har i forbindelse med høringerne af 8. marts 2024 og 22. maj 2024 givet klager mulighed for at komme med bemærkninger og/eller dokumentation, såfremt klager var uenig i vurderingen af, at 15 lokalforeninger ikke havde regelmæssig aktivitet. I dette tilfælde med lokalforeningen Vallensbæk, havde klager ingen bemærkninger eller dokumentation. Betydningen af at klager ikke har haft bemærkninger eller indsendt dokumentation har derfor været, at DUFs vurdering af aktiviteten forbliver den samme, idet den i sagens natur ikke kan ændre sig, når oplysningerne er uændrede.

DUF er således ikke enig med klager i, at klager har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt de oplyste aktiviteter er tilskudsudløsende. Klager nævner netop ikke disse 48 aktiviteter i deres bemærkninger. DUF undrer sig derfor over denne bemærkning i klagen. Der er i klagers bemærkninger af 5. juni 2024 ingen forklaring på hvorfor de 48 aktiviteter, som oprindeligt har fremgået af klagers aktivitetslister, ikke nævnes eller dokumenteres.

DUF kan således ikke forstå, hvordan sagsbehandling af forholdene om klagers lokalforeninger og efterfølgende vurdering og afgørelse i henhold til tilskudsbekendtgørelsen skulle være inkonsistent eller bære præg af skift i bevisvægtningen. DUF forstår det således, at dette skulle handle om, at der findes to forudgående revisioner forud for den udvidede kontrol af 14. februar 2024, hvor dokumentationen ikke har givet anledning til yderligere. DUF oplyser, at i forhold til betydningen af det arbejde organisationens egen revisor har foretaget, så tillægges PwC’s resultater større vægt, idet der er tale om en ekstern kontrol, hvilket i øvrigt er helt i overensstemmelse med sædvanlig praksis.

For så vidt angår klagers medlemmer, konkluderer PwC i rapporten af 6. december 2023, at det korrekte tilskudsberettigende medlemstal er 1.975. PwC konkluderede samtidig, at det ikke var noget der betød, at klager ikke var tilskudsberettigede. DUF har i den samlede vurdering lagt resultatet af PwC’s kontrol omkring medlemmer til grund, idet DUF anvender det medlemstal, som PwC nåede frem til. DUF forstår ikke, hvordan forholdene om klagers medlemmer samt efterfølgende vurdering og afgørelse i henhold til tilskudsbekendtgørelsen skulle være inkonsistent eller bære præg af skift i bevisvægtningen.

Det er dog korrekt, at DUF vurderer det mere alvorligt end PwC, at et så stort antal medlemmer, der ikke er tilskudsudløsende, har været anført på klagers ansøgning og at klager har erklæret sig på tro- og love herom. DUF har, anderledes end PwC, vurderet at den store forskel, der er på antal af medlemmer angivet i klagers ansøgning om driftstilskud og det antal medlemmer PwC konkluderer lever op til tilskudsbekendtgørelsen, skaber en begrundet tvivl om, om hvorvidt oplysningerne i ansøgningen er korrekte og dokumenterbare, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 39.

DUF har ikke truffet afgørelse om hvorvidt forholdet om medlemmer selvstændigt ville kunne begrunde et afslag på klagers ansøgning om driftstilskud, men blot forholdt sig til, at det skaber en begrundet tvivl om, at oplysningerne i ansøgningen er korrekte og dokumenterbare, samt at det samlet set, med de øvrige afvigelser der er konstateret i ansøgningen, er DUFs vurdering at der ikke er foretaget en fuldt betryggende registrering, jf. § 3, samt at oplysningerne i ansøgningen ikke er korrekte og dokumenterbare, jf. § 39.

For så vidt angår den del af afgørelsen, der drejer sig om klagers ansøgning om international refusion, er det korrekt, at PwC ikke problematiserer kulturmødet i de internationale aktiviteter i rapporten af 6. december 2023.

DUF henvendte sig som led i sagsbehandlingen i slutningen af december 2023 til klager og bad om at få fremsendt programmer for de internationale ture, som klager søgte om refusion for. Som det fremgår af afgørelsen, har DUF ud fra disse programmer for fire aktiviteter vurderet, at kulturmødet ikke har været gennemgående og dominerende, jf. § 26, stk. 1.

DUF kan ikke forstå, hvordan ovenstående sagsbehandling af forholdene om klagers ansøgning om international refusion samt efterfølgende vurdering og afgørelse i henhold til tilskudsbekendtgørelsen skulle være inkonsistent eller bære præg af skift i bevisvægtningen. PwC har oplyst DUF, at de ikke indhenter programmer eller anden lignende dokumentation omkring selve indholdet af turen. PwC har derfor ikke haft samme underliggende dokumentation til at vurdere de internationale ture, hvorfor det ikke er rigtigt, når klager anfører, at dokumentationen og oplysningsgrundlaget er uændret.

DUF bemærker også i forhold til klagers bemærkninger om, at DUFs vurdering i nogle tilfælde er anderledes end PwC’s vurdering, at det for DUF er afgørende at fremhæve rollefordelingen imellem DUF og PwC. PwC’s vurdering i forhold til tilskudsbekendtgørelsen er aldrig et udtryk for sagens endelige vurdering, men blot en vurdering, der indgår i DUFs sagsbehandling. DUF finder ikke, at dette er i strid med forvaltningsretten eller giver tvivl om saglighed og forenelighed med gældende ret, idet det blot er en almindelig følge af, at det er DUF der vurderer og træffer afgørelse efter tilskudsbekendtgørelsen.

DUF finder, at sagen er behandlet indenfor rimelig tid og ikke har trukket unødigt ud. DUF medgiver, at det ikke er sædvanligt, at der først træffes afgørelse et år efter ansøgningsfristen. DUF har dog heller aldrig tidligere oplevet lignende, idet der aldrig før har været behov for at PwC skulle undersøge yderligere efter den ordinære eksterne kontrol er afsluttet. Henset til sagens kompleksitet, er sagsbehandlingstiden derfor ikke urimelig. DUF bemærker desuden, at store dele af foråret, efter PwC’s rapport af 14. februar 2024 var færdig, har omhandlet høringer af klager. Klager har i forbindelse med en af høringerne selv bedt DUF om at forlænge klagers svarfrist, hvilket DUF har imødekommet henset til sagens alvor.

DUF har noteret sig, at klager anfører, at det er særdeles indgribende, at DUF har tilbageholdt betalingen af klagers driftstilskud. DUF ønsker at korrigere den fejlopfattelse, at driftstilskuddet er noget en landsorganisation kan have en forventning om at modtage. DUFs driftstilskud tildeles på baggrund af en ansøgning, hvor det forhold, at organisationen tidligere har modtaget driftstilskud, ikke er relevant i vurderingen af, om organisationen lever op til tilskudsbekendtgørelsen. Der foretages altid en konkret sagsbehandling af den enkelte ansøgning, hvorfor organisationerne aldrig kan regne med om de bliver bevilliget et driftstilskud og hvilket beløb de modtager, hvis de bliver bevilliget et driftstilskud.

Det er samlet DUF’s vurdering, at klagen baserer sig på en række misforståelser og fejlslutninger om DUFs sagsbehandling, samt på en manglende forståelse af sagens alvor, idet antallet af ukorrekte oplysninger anført på ansøgningen udgør en stor andel af klages samlede medlemstal, lokalforeningstal og internationale udgifter. DUF finder ikke, at oplysningerne i klagers ansøgning af 31. maj 2023 er korrekte og dokumenterbare, jf. § 39, stk. 1. Desuden vurderer DUF ikke, at klager kan have en fuldt betryggende registrering af de tilskudsudløsende faktorer, når fejlene er så omfangsrige, jf. § 3.

Retsgrundlag

Bekendtgørelse nr. 495 af 29. maj 2016 om ydelse af tilskud til landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer samt retningslinjer for initiativstøtte, § 10.

§ 3 har følgende indhold:

 § 3. Det er en forudsætning for ydelse af støtte, at der er foretaget en fuldt betryggende registrering af de tilskudsudløsende faktorer såsom f.eks. medlemmer, lokalforeninger, internationale udgifter mv., samt at organisationens procedurer understøtter en sådan betryggende registrering.

§ 10 har følgende indhold:

§ 10 Som tilskudsudløsende medlem defineres en person, der lever op til følgende kriterier:

 1) Endnu ikke var fyldt 30 år ved udgangen af det senest afsluttede regnskabsår.

2) Ved personlig kontingentbetaling på mindst 75 kr. har erklæret sit medlemskab over for organisationen eller en af dens lokalforeninger inden for det senest afsluttede regnskabsår.

3) Har haft fulde medlemsrettigheder, enten:

a) ved regnskabsårets afslutning eller på en anden med DUF aftalt dato i løbet af regnskabsåret, eller

b) i mindst tre sammenhængende måneder i løbet af regnskabsåret.

4) Var bosat i Danmark på tidspunktet for medlemskab. Undtaget herfra er medlemmer, der som en del af foreningens aktiviteter opholdt sig i udlandet i kortere eller længere tid, medlemmer, der var på studieophold i udlandet, og medlemmer, der i op til ét år opholdt sig i udlandet.

Stk. 2. Et kontingent, jf. stk. 1, nr. 2, defineres som:

1) En selvstændig betaling for et ordinært og fuldgyldigt medlemskab med hvad der deraf følger af medlemsrettigheder og -pligter.

2) Kontingentet må ikke være del af deltagerbetalingen til et arrangement eller andet, et gebyr eller betaling for en engangsydelse eller en tidsbegrænset aktivitet, ligesom tidsbegrænsede prøvemedlemskaber eller lignende ikke er tilskudsudløsende, også selvom de øvrige kriterier i medlemsdefinitionen er opfyldt.

3) Et kontingent er personligt, når det er betalt af medlemmet selv, dets forældre, værge eller stedforældre.

Stk. 3. Fulde medlemsrettigheder, jf. stk. 1, nr. 3, defineres som:

1) Ret til at deltage i organisationens eller lokalforeningens aktiviteter på lige fod med lignende medlemmer, samt

2) fulde demokratiske rettigheder, herunder stemmeret og valgbarhed i henhold til organisationens vedtægter. Medlemmets demokratiske mulighed for indflydelse skal kunne dokumenteres fra medlemmet til lokalforeningens og landsorganisationens ledelse. Medlemmer under 16 år kan dog lade sig repræsentere ved deres forældre eller værge.

Stk. 4. Organisationer, der ønsker at anvende en anden opgørelsesdato end regnskabsårets afslutning, jf. stk. 1, nr. 3, litra a, skal indgå en aftale om den konkrete opgørelsesdato med DUF inden indgangen til det regnskabsår, der ligger til grund for ansøgningen. 

Stk. 5. Kun organisationer, der har modtaget driftstilskud i minimum fire af de seneste fem år umiddelbart forud for tilskudsansøgningen, kan vælge at søge tilskud på baggrund af medlemmer med mindst tre sammenhængende måneders medlemskab i løbet af regnskabsåret, jf. stk. 1, nr. 3, litra b.

 § 26, stk. 1, har følgende indhold:

§ 26. Landsorganisationer, der modtager driftstilskud i henhold til kapitel 2, kan søge et tilskud på 75 pct. af nettoudgifterne til landsorganisationens internationale aktiviteter, jf. stk. 2-6. Ved internationale aktiviteter forstås arrangementer, hvor kulturmødet mellem mennesker af forskellige nationaliteter er gennemgående og dominerende. Kun internationale aktiviteter, som ligger tydeligt inden for landsorganisationens formål, kan støttes. Tilskuddet til den internationale virksomhed kan højst udgøre 25 pct. af det samlede driftstilskud. Det er en forudsætning, at aktiviteten sker i regi af landsorganisationen, eller at deltagelsen i aktiviteten sker på vegne af landsorganisationen, at det er landsorganisationen, der afgør, om udgiften skal afholdes, og at udgiften afholdes af landsorganisationen.

§ 39 har følgende indhold:

§ 39. Driftstilskud udbetales på den betingelse, at de oplysninger, som er afgivet i ansøgningerne, er korrekte og dokumentérbare. Såfremt DUF finder, at registreringen af medlemmer, lokalforeninger og de øvrige tilskudsudløsende faktorer mv. ikke foregår fuldt betryggende, kan driftstilskud ikke tildeles organisationen.

Stk. 2. Skønner DUF, at der er væsentlige mangler eller svagheder ved medlemsregistreringen, forvaltningen af tilskuddene, de administrative forretningsgange i den pågældende organisation, eller at der er afgivet urigtige oplysninger eller foretaget handlinger med henblik på omgåelse af reglerne, kan DUF give fuldstændigt afslag eller nedsætte organisationens tilskud, jf. § 7, stk. 2. DUF kan tillige stille krav til ændringer i organisationens medlemsregistrering, forvaltning af tilskuddene eller de administrative forretningsgange som vilkår for fortsat at yde tilskud.

Stk. 3. DUF kan kræve allerede udbetalt tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig.

Stk. 4. DUF kan tilbageholde tilskud eller give fuldstændigt afslag til organisationer, som begæres erklæret konkurs eller standser deres betalinger, eller såfremt der i øvrigt er fare for, at en organisations virksomhed må indstilles.

Tipsungdomsnævnets afgørelse og begrundelse

Bestemmelserne i tilskudsbekendtgørelsen er grundlaget for behandling af klagers ansøgning om driftstilskud og international refusion. Det er en forudsætning for ydelse af driftsstøtte, at der er foretaget en fuldt betryggende registrering af de tilskudsudløsende faktorer, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 3. Det er endvidere en forudsætning for udbetaling af driftstilskud, at de oplysninger, som er afgivet i ansøgningerne, er korrekte og dokumentérbare. Hvis DUF finder, at fx registreringen af medlemmer, lokalforeninger mv. ikke foregår fuldt betryggende, kan driftstilskud ikke tildeles organisationen, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 39, stk. 1.

Nævnet har noteret sig, at DUF i den konkrete sag har skønnet, at der foreligger væsentlige mangler ved klagers medlemsregistrering i form af uoverensstemmelse mellem oplysninger i klagers ansøgning og de resultater af den eksterne kontrol hos klager, som er blevet udført af DUF’s eksterne revisor. DUF har derfor ikke fundet klagers oplysninger for korrekte og dokumenterbare. De eksterne kontroller er en del af DUF’s tilsynsvirksomhed og nævnet finder det sagligt og relevant at inddrage konklusionerne i de eksterne kontroller i DUF’s vurdering af en eksisterende ansøgning.  

Nævnet finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte DUF’s skøn om, dels at klager ikke overfor DUF har underbygget, at der er afgivet korrekte og dokumenterbare oplysninger, dels at klager ikke har foretaget en fuldt betryggende registrering af de tilskudsudløsende faktorer, jf. tilskudsbekendtgørelsens §§ 3 og 39, stk. 1. Allerede som følge heraf tilkommer det DUF at give klager afslag på ansøgningen om driftstilskud og international refusion, jf. tilskudsbekendtgørelsens § 39 stk. 2.

Nævnet finder ikke, at formelle forhold i DUF’s sagsbehandling eller sagsbehandlingstiden kan føre til et andet resultat. Hverken proportionalitetsprincippet eller nødvendighedskriteriet kan finde anvendelse i den foreliggende sag.  

Tipsungdomsnævnet stadfæster således Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af 27. juni 2024.

Tipsungdomsnævnets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Med venlig hilsen

på Tipsungdomsnævnets vegne

Bente Hagelund

Formand