Klage 236 - Chin Christian Education Denmark – Klage over afslag på initiativstøtte – Journalnr. IS-1-2025-0019

Til klager

 

25. november 2025

 

Klage 236 – Chin Christian Education Denmark – Klage over afslag på initiativstøtte – Journalnr. IS-1-2025-0019

Tipsungdomsnævnet har 20. november 2025 behandlet Chin Christian Education Denmarks klage over afslag på initiativstøtte.

Tipsungdomsnævnet har besluttet at stadfæste Dansk Ungdoms Fællesråds afgørelse af 30. september 2025.

 

Sagsfremstilling

Chin Christian Education Denmark (Chin Christian Education) har 8. september 2025 ansøgt om initiativstøtte efter § 27 i bekendtgørelse nr. 495 af 29. maj 2016 om ydelse af driftstilskud til landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer samt retningslinjer for initiativstøtte (tilskudsbekendtgørelsen).

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har ved afgørelse af 30. september 2025 givet afslag på ansøgningen. DUF har begrundet afslaget med, at DUF kun yder støtte til projekter med aktiviteter organiseret af børn og unge under 30 år og med børn og unge som målgruppe, jf. § 27, stk. 3, nr. 1, i DUFs tilskudsregler.

DUF har lagt vægt på, at projektlederen for projektet er 44 år, samt at der er en større andel voksne i initiativtagergruppen og i rolle- og arbejdsfordelingen af projektet.

Det bemærkes, at indholdet af § 27 i DUFs tilskudsregler er identisk med § 27 i tilskudsbekendtgørelsen.

Som led i oplysningen af sagen var oplyst, at det overordnede ansvar for projektet blev varetaget af formanden for Chin Christian Education, som fungerer som projektleder. DUF har indhentet nærmere oplysninger fra Chin Christian Education om projektlederens alder. Det er oplyst, at projektlederen er 44 år.

Chin Christian Education har 1. oktober 2025 klaget over DUF’s afgørelse.

 

Chin Christian Education anbringender

Chin Christian Education har i klagen indledningsvist præciseret, at initiativtagergruppen for projektet udelukkende består af 11 unge under 30 år, som har ansvaret for idéudvikling, planlægning og gennemførelse af aktiviteterne.

Chin Christian Education har endvidere oplyst, at projektledelsen af det pågældende projekt nu er overdraget til en person, der er 25 år. Den pågældende vil have hovedansvaret for projektets ledelse, koordinering og gennemførelse. Det er endvidere oplyst, at de voksne (fem personer over 30 år), alene indgår som mentorer og rådgivere. De har ingen formel rolle i initiativtagergruppen eller i ledelsen af projektet.

På denne baggrund anser Chin Christian Education projektet for at være i overensstemmelse med DUF’s krav om at være ungdomsdrevet og organiseret af unge under 30 år. Organisationen finder derfor, at projektet opfylder intentionerne med initiativstøtten og ønsker afgørelsen genovervejet.

 

Tipsungdomsnævnets sagsoplysning

Ved e-mail af 17. oktober 2025 har DUF oplyst, at DUF ved behandlingen af sagen har lagt vægt på, at Chin Christian Education har oplyst, at den projektansvarlige og projektleder er 44 år. Dertil har DUF lagt vægt på ansvarsfordelingen mellem personer under og over 30 år samt at fem ud af 11 i initiativtagergruppen er over 30 år.

DUF har bemærket, at i henhold til tilskudsbekendtgørelsens § 27, stk. 3, nr. 1, skal projekter, som bevilliges midler via initiativstøtten være organiseret af børn og unge under 30 år. Personer over 30 år gerne må agere støttende som ressourcepersoner i initiativstøtte-projekter, men ikke være ledende og have mest ansvar.

Det er DUFs vurdering, at projektet ikke er organiseret af børn og unge under 30 år, idet den projektansvarlige og projektlederen er 44 år og at der indgår en andel personer over 30 år i initiativtagergruppen, hvorfor DUF har vurderet, at ansøgningen ikke lever op til § 27, stk. 3, nr. 1, og meddelt afslag på ansøgningen.

DUF har understreget, at ansøgningen er behandlet på baggrund af det indsendte materiale og den tilhørende dialog. DUF er ikke under sagsbehandlingen blevet orienteret om, at der er tiltrådt en ny projektleder for projektet. Denne oplysning, som fremgår af klagen, har derfor ikke indgået i DUFs vurdering, og er først oplyst efter udsendelsen af afslaget og i forbindelse med klagen.

Ved e-mail af 20. oktober 2025 har Chin Christian Education oplyst, at det anerkendes, at DUFs oprindelige vurdering blev truffet på baggrund af de oplysninger, som fremgik af den første ansøgning, hvor en tidligere projektleder blev angivet. Som foreningen allerede har præciseret i klagen, er projektet nu ledet af en ny projektleder, der er 25 år.

Det er endvidere oplyst, at initiativtagergruppen udelukkende består af 11 unge under 30 år, som står for alle centrale beslutninger, planlægning af aktiviteter, workshops og afvikling. De fem voksne nævnt i den oprindelige ansøgning fungerer udelukkende som mentorer og rådgivere, og har ingen formel ledelsesrolle eller beslutningskompetence i projektet.

Chin Christian Education finder på den baggrund, at projektets organisering og ansvar er fuldt på linje med § 27, stk. 3, nr. 1, i tilskudsbekendtgørelsen, som kræver, at initiativstøtteprojekter skal være organiseret af unge under 30 år.

Chin Christian Education ønsker derfor, at nævnet vil lægge vægt på den korrigerede ledelsesstruktur og de unges ansvar i projektets gennemførelse, og at afgørelsen kan revurderes på dette grundlag.

Ved e-mail af 3. november 2025 har DUF fastholdt, at projektet ikke kan anses for organiseret af børn og unge under 30 år og på ny understreget, at ansøgningen er behandlet på baggrund af det indsendte materiale og den tilhørende dialog.

DUF har oplyst, at der ikke er foretaget partshøring ved behandlingen i sagsbehandlingen, idet ansøgningen er behandlet på baggrund af den indsendte ansøgning samt spørgsmål, der tydeligt har relateret sig til ansøgningen.

 

Retsgrundlag

Tilskudsbekendtgørelsens § 27 har følgende indhold:

”§ 27. Der kan ydes støtte til initiativer og udviklingsarbejde til fremme af børn og unges engagement og aktive deltagelse i og uden for foreningslivet. Alle, der ønsker at iværksætte initiativer og udviklingsarbejde, som falder inden for initiativstøtteordningens formål, kan søge støtte. Undtaget herfra er dog organisationer eller formål, omfattet af den negative afgrænsning, jf. § 1, stk. 6. Det er dog muligt at tildele støtte til de nævnte organisationer, såfremt disse vurderes at være subkulturelle.

 

Stk. 2. Der kan ydes støtte til:

1) Enkeltstående aktiviteter og projekter i Danmark af kortere eller længere varighed.

2) Der kan i øvrigt ydes støtte på særlige vilkår til landsorganisationer, som modtager driftstilskud i henhold til kapitel 2, eller en af deres lokalforeninger inden for nærmere bestemte temaområder, som DUF fastsætter.

Stk. 3. I vurderingen af projekter og initiativer lægges der vægt på, at støtten gives til følgende formål:

1) Aktiviteter organiseret af børn og unge under 30 år med børn og unge som målgruppe.

2) Aktiviteter, som er drevet af frivillig arbejdskraft.

3) Aktiviteter, som er udviklende og eksperimenterende for ansøger.

4) Aktiviteter, som når ud til en bred gruppe af børn og unge.

5) Aktiviteter, som i form eller omfang rækker ud over, hvad der almindeligvis er omfattet af ansøgers almindelige aktiviteter.

Stk. 4. Der ydes ikke støtte til:

1) offentligt iværksatte initiativer, projekter under anden lovgivning og aktiviteter, der afvikles som led i en formel uddannelse, herunder eksamensprojekter,

2) egentlige valgkampsaktiviteter (f.eks. partipolitiske valgkampagner),

3) dækning af udgifter i forbindelse med udlandsrejser,

4) større indkøb af udstyr,

5) egentlige bygge- og anlægsopgaver,

6) almindeligt tilbagevendende aktiviteter,

7) projekter, der har til formål at give overskud eller

8) aktiviteter, som er afsluttet, inden ansøgningen indsendes til DUF.

Stk. 5. Der ydes støtte i henhold til gældende takster, jf. § 36. DUF yder kun støtte til rimelige og nødvendige udgifter i forbindelse med projektet.

 

Tipsungdomsnævnets afgørelse og begrundelse

Tipsungdomsnævnet lægger – i overensstemmelse med parternes oplysninger – til grund, at DUFs afgørelse af 30. september 2025 er behandlet på baggrund af de oplysninger, der blev afgivet ved ansøgningens indgivelse.

DUF er således ikke under sagsbehandlingen blevet orienteret om, at der er tiltrådt en ny projektleder for projektet. Denne oplysning, som fremgår af klagen, har derfor ikke indgået i grundlaget for DUFs afgørelse.

Tipsungdomsnævnet lægger endvidere til grund, at DUF ved afgørelsen har lagt vægt på, at DUF kun yder støtte til projekter med aktiviteter organiseret af børn og unge under 30 år og med børn og unge som målgruppe, jf. § 27, stk. 3, nr. 1, i DUFs tilskudsregler.

DUF har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at projektlederen for projektet er 44 år, samt at der er en større andel voksne i initiativtagergruppen og i rolle- og arbejdsfordelingen af projektet.

Chin Christian Education har som led i Tipsungdomsnævnets oplysning af sagen orienteret om, at det pågældende projekt nu ledes af en ny projektleder, der er 25 år. Det er endvidere oplyst, at initiativtagergruppen udelukkende består af 11 unge under 30 år, som står for alle centrale beslutninger, planlægning af aktiviteter, workshops og afvikling. De fem voksne nævnt i den oprindelige ansøgning fungerer udelukkende som mentorer og rådgivere og har ingen formel ledelsesrolle eller beslutningskompetence i projektet.

Tipsungdomsnævnet stadfæster på denne baggrund DUFs afgørelse af 30. september 2025. Tipsungdomsnævnet lægger i den forbindelse vægt på, at da DUF traf afgørelse i sagen, opfyldte projektet ikke tilskudsbekendtgørelsens betingelser for at meddele støtte.

Tipsungdomsnævnets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

 

Med venlig hilsen

på Tipsungdomsnævnets vegne

 

Bente Hagelund

Formand